Tryghed, nærvær og tid til at lykkes
I Tejn Børnehus arbejder vi ud fra en pædagogik, hvor relationer, nærvær og barnets trivsel er fundamentet for læring og udvikling. Vi tror på, at børn udvikler sig bedst, når de føler sig trygge, mødt og forstået – og når de får tid og plads til at være børn.
Vores motto er: “Børn lærer af at lykkes – det pædagogiske personale af at reflektere.”
Det betyder, at vi arbejder målrettet med at skabe læringsmiljøer, hvor børnene oplever succes, mestring og glæde ved at prøve nyt. Samtidig er det vigtigt for os som personale at reflektere over vores praksis, så vi hele tiden udvikler os og skaber de bedste rammer for børnene.
COS – trygge relationer i hverdagen
Vi arbejder med COS (Circle of Security), som hjælper os med at forstå og støtte børns behov for både nærhed og udforskning. I praksis betyder det, at det pædagogiske personale er tydelige og trygge baser, som børnene kan gå ud fra og komme tilbage til. Vi øver os i at se bag barnets adfærd og møde barnet med ro, omsorg og guidning, så barnet oplever sig forstået og støttet.
Slow pædagogik – tid til fordybelse
I Tejn Børnehus arbejder vi med slow pædagogik. Det betyder, at vi værdsætter ro, nærvær og fordybelse i hverdagen. Vi har fokus på at sænke tempoet og give børnene mulighed for at lege, lære og udforske i deres eget tempo. Vi prioriterer gode overgange og tid til at følge børnenes initiativer, så der bliver plads til både fællesskab og individuelle behov.
Mindre grupper gennem dagen
For at skabe ro, overskuelighed og nærvær organiserer vi os ofte i mindre grupper i løbet af dagen. Det giver bedre muligheder for at se det enkelte barn, støtte relationer og lave aktiviteter med plads til deltagelse og fordybelse. I mindre grupper styrkes børnenes sprog, sociale færdigheder og mod til at prøve nyt – og det skaber samtidig trygge rammer for både leg og læring.