Sund mad, gode vaner og fællesskab omkring måltidet
I Tejn Børnehus har vi siden 2022 haft madordning. Med vores industrikøkken, som blev etableret i forbindelse med renoveringen i 2021, har vi mulighed for at tilbyde børnene et sundt og varieret måltid hver dag. Vi har to dage med kold mad, rugbrød med pålæg og grønt, samt tre dage med varm mad, der varierer uge for uge.
Måltidet er en vigtig del af hverdagen i Tejn Børnehus. Her samles børn og pædagogisk personale omkring bordet i et roligt og trygt fællesskab. Vi lægger vægt på, at måltidet er en hyggelig stund, hvor børnene får mulighed for at øve selvhjulpenhed, samtale og gode spisevaner.
Vi arbejder med at skabe en positiv madkultur, hvor børnene møder maden med nysgerrighed og får lyst til at smage og prøve nyt. Samtidig har vi fokus på, at måltidet skal være en tryg og genkendelig ramme, hvor alle børn føler sig inkluderet.
Madordningen hænger også naturligt sammen med vores udeliv. Vi bruger blandt andet vores urtebede og de gamle frugttræer som en del af børnenes forståelse for natur, årstidernes skiften og hvor mad kommer fra.
Madordningen er med til at skabe struktur i hverdagen og understøtter både børnenes trivsel, udvikling og fællesskab.